 |
|
|
 |
|
At passe andres dyr og få nøgle til deres hjem er en tillidssag. Hvis vi selv skulle have passet vores dyr af andre, ville vi gerne vide så meget som muligt om dem som personer, for at føle os mere trygge.
Vi bor i et "lille hus på landet" i Hornbæk i Nordsjælland, med markerne rundt om os og et stenkast fra skoven. Vi bor sammen med vores dyr, som tæller 1 kat, 7 marsvin, 2 heste og vores 2 hunde.
Vi er begge meget glade for dyr, og kunne ikke forestille os et liv uden!
Her er lidt om os hver især:
Mette og hendes hundeliv:
Jeg var 8 år da Tjuk kom til familien. En blanding af australsk terrier og puddel. En rigtig klog hund, som dog havde sin egen vilje! Min far sagde tit at han kunne se på Tjuks ansigt hvilket humør han var i, og jeg tænkte at det jo var et hundeansigt og ikke et menneskeansigt, og en hund vel så ud som den gjorde! Senere, da jeg blev ældre, og særligt da jeg fik min helt egen hund, forstod jeg præcis hvad han mente. Der er så mange nuancer i et hundeansigt!
 Da Tjuk var et par år, overtog vi en gravhund fra nogle bekendte der ikke ville beholde den mere. Desværre begyndte de 2 hunde at slås da Futte blev kønsmoden, så mine forældre fandt et andet hjem til den hvor den trivedes godt.
Da jeg var 19 fik jeg min første belgier, en malinois ved navn Ami. Hun lærte mig så meget! Hun var min bedste ven gennem 11 1/2 år. Jeg fik hende ved lidt af et tilfælde; der hvor jeg passede heste havde de et kuld hvalpe, og jeg forelskede mig straks i Ami. Hun valgte i grunden mig, og det kunne jeg slet ikke modstå! Første gang jeg så hvalpene var de lige begyndt at kravle rundt. Jeg sad på gulvet med alle hvalpene hængene i bukser og ærmer, men Ami møvede sig fast besluttet op og lagde sig i min arm, og der blev hun liggende lige til jeg blev nødt til at rejse mig. Af forskellige årsager var hun 5 mdr før jeg fik hende - det var slet ikke meningen jeg skulle have min egen hund på det tidspunkt.
Men forskellige sammentræf og misforståelser gjorde at hun alligevel blev min. Jeg har tit tænkt på at det hele tiden var meningen hun skulle til mig. Hun vækkede for alvor min hundeinteresse, og lærte mig om kærlighed, hengivenhed og tålmodighed mellem mennesker og hunde. Desværre mistede vi hende i 2004 pga kræft. Vi savner hende stadig!
Senere på året 2004 efter vi havde tudet øjnene ud af hovedet, holdt Vesla sit indtog i vores hjem. Jeg havde, mens Ami levede, mødt Jon og vi havde købt vores hus i Hornbæk. Og nu flyttede Vesla ind. En rigtig lille bjørneunge! Jeg var lidt bekymret for om jeg nu kunne komme til at elske Vesla bare halvt så meget som jeg havde elsket Ami. Men jeg kunne jo ikke andet end at forelske mig i den lille røver! Jeg fandt ud af at der ikke er begrænset plads i et hjerte. Vesla er halvt schæfer og halvt tervueren, og god som guld!
Da Vesla var 1 1/2 år var det tid til familieforøgelse. Og nu skulle det igen være en malinois. Efter lang tids søgen, fandt vi den rigtige hvalp hos kennel Isell. Så flyttede Xibelle ind i marts 2006. Og det er det bedste vi har gjort! De 2 hunde elsker hinanden! De leger sammen, sover sammen og vasker hinanden.
Det er mig der står for træningen af Vesla og Xibelle. Vi har trænet agility, alm. lydighed, og sjove tricks, gerne ved hjælp af klikker. Jeg kan også lide at lægge et spor til dem. Jeg er ikke konkurrencemenneske, og træner altså kun fordi både jeg og hundene elsker det!
Jeg sluger alt hvad jeg kan finde af litteratur om hunde, og jeg har en mistanke om at venner og familie betragter mig som lidt "nørdet"..
I det hele taget har der været et mylder af forskellige dyr gennem både min barndom, men også som voksen. Heste, hunde, katte, marsvin, kaniner, undulater og akvariefisk.
Jeg samarbejder desuden med Hedvig, der har "Hedvigs Hunde og Kattebutik" på Borsholmvej 39b, Helsingør, hvor jeg hjælper i butikken, der sælger BARF hunde/kattemad og forskelligt tørfoder samt masser af udstyr både til hunde og katte. Så der er man også altid velkommen til at kigge ud og få en hundesnak!
Jon har tit fortalt mig om hans første erfaringer med hunde. Hans første hundeven var en airdale terrier der boede i nabolaget. Den kom og hentede ham ved at stå og gø ved døren; "kommer du ud og leger?" Så skulle de ud og kælke sammen, hunden elskede at trække ham på kælken!
Senere, da han var 5-6 år og med på familiebesøg, kunne hans mor pludselig ikke finde ham. Efter lang tids søgen fandt de ham godt gemt under køkkenbordet, liggende sammen med familiens 4 jagthunde. Stor bestyrtelse!  Jon selv syntes han havde fundet det bedste sted i huset!
Da han var en 8-9 år fik han (eller familien hedder det vel) en engelsk setter der hed Topsy. Samtidig havde hans bedstefar en cockerspaniel ved navn Lady, og de 2 hunde udgjorde en stor del af Jons barndomsår.
Som voksen kom der en schæfer ved navn Laika indover, men den kom videre til en pige der havde mere tid, på det tidspunkt var Jon begyndt at sejle og var væk lange perioder af gangen.
Da jeg lærte Jon at kende havde han ingen hund, men jeg havde min malinois Ami. Hun var, som de fleste belgiere, meget reserveret - og udpræget mor-pige! Men jeg beundrer den tålmodighed Jon lagde for dagen! Første gang de mødtes, ignorerede Ami ham fuldstændigt! Han var totalt luft! Anden gang vi gik tur sammen gjorde Jon sig interessant ved at løbe rundt med en pind i munden(!)(se billederne under "hunde vi mindes") Ami synes han var lidt spændende... Men at gå tur med ham alene ville hun absolut ikke! Mor skulle være med! Så fulgte en uge, hvor Jon kørte mig på arbejde hver dag, derefter kørte han i skoven med Ami, hun løb ellevild ud af bilen, opdagede jeg ikke var med, og løb tilbage til bilen. Det gjorde de 2-3 gange om dagen, og hver gang kom de 50m længere. Når Ami løb tilbage til bilen kørte de bare hjem igen. Tålmodigt prøvede han igen et par timer senere. Endelig, efter en uge på den måde, tøede hun op og besluttede at han var god nok, hun kunne stole på ham. Efter det blev de allerbedste venner i verden!
Alle hunde plejer at elske Jon. Han interesserer sig ikke så meget for selve træningsdelen (det står jeg for), men han er suveræn til at "være sammen" med hundene. Han har et eller andet som tiltrækker dem og får dem til at føle sig trygge og tillidsfulde.
Det er noget jeg misunder ham ganske meget!
Er vores familie samlet og alle hundene er med, lægger de sig altid så tæt på Jon som muligt. Vi andre er ok, men Jon er en gud! Jeg tror han må have været hund i sit sidste liv!  
|
|
 |
|
|
|